Cimbrertyren

Vesterbro 91

9000 Aalborg

Bedømmelse:
Cimbrertyren er en skulptur, der blev skabt i 1937 af billedhugger Anders J. Bundgaard, der også står bag Gefionspringvandet i København. Cimbrertyren blev skænket af De Danske Spritfabrikker og er placeret, hvor fabrikkerne lå ind til 1931. Cimbrertyren er et symbol for Cimbrernes udlængsel, kraft og livsmod, og i soklen er der indhugget et hyldestdigt til Cimbrerne skrevet af Johannes V. Jensen. Cimbrertyren er hvert eneste år skueplads for en gang kattens leg med musen, når militærpolitiet prøver at forhindre soldater, der netop har udstået værnepligten, i at klatre hen over ryggen på tyren, som traditionen foreskriver. Da AaB deltog i Champions League i fodbold i 2008, blev Cimbrertyren malet i AaB's rødhvide striber og udstyret med en fodbold ved højre forben.